Frit skolevalg

Folketingets ændring vedrørende § 36 i folkeskoleloven har medført Frit skolevalg, hvilket betyder, at barnets forældre frit kan vælge, hvor deres børn skal gå i skole.
Jeg tillader mig at vedlægge Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensens nyhedsbrev.

Folketinget har vedtaget en ændring af folkeskolelovens § 36, så forældrene har krav på, at deres barn optages i en folkeskole efter eget valg i bopælskommunen eller i en anden kommune, hvis der er plads på den ønskede skole. I forhold til de gældende bestemmelser gøres frit valg obligatorisk for kommunerne og retten til valg af skole udvides til at omfatte valg af folkeskole i en anden kommune end bopælskommunen.

Ved siden af retten til frit skolevalg opretholdes forældrenes ubetingede ret til, at barnet optages i distriktsskolen, og kommunalbestyrelsen skal fastlægge en kapacitet på distriktsskolen, så alle børn bosiddende i distriktet kan optages i distriktets skole. For alt skolevalg gælder dog fortsat uændret, at elevens særlige behov, f.eks. for specialundervisning eller optagelse i modtagelsesklasse, betinger valget af skole. Med det nylig vedtagne ændring af folkeskolen om styrket undervisning i dansk som andetsprog, er der ligeledes givet udvidet adgang til at henvise tosprogede elever med et ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte til andre skoler end distriktsskolen.

Den ønskede skole skal ikke længere erklære sig villig til at optage barnet. En elev vil derfor heller ikke længere kunne afvises ud fra en pædagogisk vurdering af skolelederen på den ønskede skole. Der kan alene gives afslag på optagelse, hvis kommunalbestyrelsens rammer for skolens kapacitet umuliggør optagelse. Den gældende bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen i bilaget til styrelsesvedtægten for kommunens skolevæsen fastsætter skolestrukturen, herunder antallet af skoler og hver enkelt skoles omfang samt rammer for klassedannelsen, herunder den maksimale klassestørrelse inden for det lovfæstede maksimum, opretholdes uændret. En kommunalbestyrelse vil derfor fortsat kunne fastsætte en maksimal klassestørrelse på eksempelvis 24 elever.

Den enkelte kommunalbestyrelse skal fastsætte retningslinjer for, hvordan optagelsen skal foregå, når der er flere ansøgere end pladser inden for den skolekapacitet, kommunalbestyrelsen har fastsat for de enkelte skoler. Sådanne retningslinier skal bygge på objektive kriterier. Det betyder f.eks. at en kommune vil kunne reservere enkelte pladser til tilflyttere i skoledistriktet. Andre objektive kriterier, der vil kunne anvendes, når børn bosiddende i distriktet er optaget, er f.eks., at kommunens egne borgere går forud for borgere fra andre kommuner, et afstands- eller søskendekriterie mv. Ud fra de af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinier træffes afgørelse om, i hvilken prioritet eleverne optages på den ønskede skole. Kommunalbestyrelsens beslutninger om skolekapacitet og de fastsatte retningslinier for optagelse skal fremgå af bilaget til kommunens styrelsesvedtægt for skolevæsenet.

Den eksisterende ret til at forblive i en bestemt skole ved flytning inden for kommunen eller til en anden kommune fortsætter uændret. Forældrenes ret til at få deres barn optaget i en folkeskole efter eget valg gælder tilsvarende ved ønske om skoleskift under skoleforløbet.

Vælger forældrene en anden skole end distriktsskolen i bopælskommunen eller en skole i en anden kommune, får valget den betydning, at bopælskommunen henholdsvis skolekommunen ikke er forpligtet til at yde fri befordring i henhold til reglerne herom.

Vælger forældrene en anden folkeskole end distriktsskolen inden for kommunens grænser eller en folkeskole i en anden kommune, har eleven ret til at blive optaget i en skolefritidsordning på den valgte skole, hvis der er ledig kapacitet.

Undervisningsministeren fastsætter regler for betaling for frit valg over kommunegrænsen. Reglerne finder anvendelse, hvis der ikke indgås en aftale mellem kommunerne om betalingen.

Ændringen træder i kraft den 1. august 2005 og har virkning for de elever, der begynder skolegangen eller ønsker at skifte skole i skoleåret 2005/06 og senere.


Med venlig hilsen

Anders Bondo Christensen